Hvor lækker skal man være for at finde kærligheden?

En 17-årig kvindes debatindlæg[1] beretter om, hvor udkørt hun er af at føle sig presset til at skulle være lækker – for, som hun skriver, ”I den verden, hvor unge mennesker lever i dag, er det ikke bare en mulighed at se godt ud. Du bliver nødt til at se godt ud”. Hendes beretning resonerer med utallige fortællinger, jeg alt for ofte hører i min praksis – og det er ikke kun den unges røst. Det er alle aldersgrupper. Man skal være lækker for at finde kærligheden: ”Det er ikke kun røv og maveskind, der skal sidde perfekt. Også ansigt, hår, makeup, negle, tænder og tøj skal være i orden. Men ikke nok med det. Din personlighed skal også se godt ud. Den behøver ikke at være sød, den skal bare være tiltrækkende. Du skal ikke bare være lækker, du skal også vide, du er lækker, andre skal synes, du er lækker, og du skal vide, at andre synes, du er lækker”.

Af samme grund tøver mange med aktivt at søge efter kærligheden. De føler sig ikke lækre nok. “Skal lige have styr på… (fill in the blank), før de går i gang.

Der er dog en finte ved hele historien. For uanset hvor meget vi optimerer vores ”lækkerheds”-faktor – uanset hvor godt vi formår at få styr på ”røv og maveskind, ansigt, hår, makeup, negle, tænder og tøj” og uanset hvor “tiltrækkende” folder det lykkes os at lægge vores “personlighed” i, er denne selviscenesættelse langtfra nok til at aktivere den ubekendte størrelse, der tænder og slukker romantik og forelskelse. Og det er der nogle helt bestemte grunde til.

I modsætning til den almene opfattelse af, hvad der skal til for at få Amor til at løfte buen, rækker fysisk tiltrækning ikke særlig langt, når det kommer til romantik og kærlighed. Fysisk og seksuel tiltrækning udgør kun et enkelt lille filter i den romantiske udvælgelsesproces. Antallet af par, der rent faktisk bliver gift, udgør kun en ganske lille brøkdel af alle de par, der finder hinanden fysisk tiltrækkende. Lækker eller ej – ikke hvem som helst dur. Faktisk er det sådan, at når man søger efter en romantisk partner, er der næsten ingen, der dur.

I vores søgen efter kærligheden, jager vi alle i blinde. For tiltrækningens puslespil bliver lagt i mørke bag nedrullede gardiner. Faktisk er det sådan, at ingen af os er i stand til at beskrive den person, vi søger eller vil forelske os i – og det uanset hvor mange point en person scorer på de mange og ofte lange lister, vi laver over kvaliteter og egenskaber, vi håber at finde i en potentiel livspartner. Vi har sikkert alle prøvet at stå overfor ”Mr. Right” – altså, ifølge vores lister – og alligevel være romantisk fuldstændig uberørte. Amor orkede ikke at løfte buen for at affyre pilen, der skulle sætte to hjerter i brand.

At leve op til tidens herskende lækkerhedskriterier i større eller mindre grad booster selvfølgelig vores selvtillid, som så måske tillader os at kaste os friere og modigere ud på dating markedet. Det er dog bemærkelsesværdigt, at da tusinder af vildt forelskede mennesker blev bedt om at beskrive oplevelsen af at være forelsket, var der ikke nogen der berettede om at føle sig toplækker. De beskrev alle forelskelsesoplevelsen, som en oplevelse af at føle sig ”hel”. Oplevelsen af at være ”hel” har med selvværd at gøre – ikke selvtillid.

Så mens kravet om lækker ”røv og maveskind, ansigt, hår, makeup, negle, tænder, dyrt tøj” og en persona der matcher disse krav kan akkumulere en masse selvtillid, gemmer triggeren, der får Amor til at løfte buen, sig et helt andet sted i psyken – nemlig den del, der har med selvværd at gøre.

Fysisk tiltrækning og følelsesmæssig tilknytning sker i to forskellige områder i hjernen og har med to vidt forskellige sider, af hvem vi er, at gøre.

Fysisk tiltrækning sætter gang i sex hormonerne og seksuelt begær. Evolutionært-biologisk set motiverer vores sexhormoner os til at have sex med enhver passende arts-repræsentant. Passende som i ”passende DNA”. Perfekt ”røv og maveskind, ansigt, hår, makeup, negle, tænder, dyrt tøj” – og det uanset om vi har fået disse attributer med i vuggegave eller har købt og betalt for dem – aflæser den mest primitive del af vores hjerne som fortræffelig DNA til at videreføre slægten.

Men efter det seksuelle begær er mættet, forandrer spillereglerne sig pludseligt. En hel anden vurdering går i gang: Rører dette menneske mit væsen – den jeg er?

Så vores optimerede selvtillid kan åbne ballet, men den efterfølgende dans i den romantiske udvælgelsesproces drejer sig om at føle sig hel i den andens nærvær. Og denne dans bliver danset fra vores selvværd ikke vores selvtillid – uanset hvor højt det måtte være.

At score ”lækkerhedspoints” booster vores selvtillid. Men hvis lækkerhed dækker over dårlig selvværd er vi fortabte på herrens romantiske mark. For er man ikke udstyret med verdens bedste selvværd – og det er de færreste af os – vil vores fokus på at score ”lækkerhedspoints” kun forstærke vores følelse af utilstrækkelighed og usikkerhed. Kravet om at være lækker fjerner os altid fra os selv. Får os til at vurdere os selv udefra – gennem en ”andens” øjne, i stedet for at mærke os selv indefra.

Når orgasmen ebber ud, står vi overfor den næste romantiske udfordring: Kan vi fastholde hinanden indefra? Hvis det er vores ydre, der skal gøre os værdige… Ja, så er det svært at møde op ”indefra”. At gribe hinanden i vores ”væren”.

Det romantiske møde er råt, skræmmende og ubarmhjertigt, for det kræver vi tør stille op med en nøgenhed, der går hinsides afklædthed. For det romantiske møde, når det lykkes, er en home-coming til vores inderste kerne.

 

[1]

http://politiken.dk/debat/art5479460/Hvor-er-jeg-dog-træt-af-at-skulle-være-lækker

 

ShareTw.Fb.Pin.
...

This is a unique website which will require a more modern browser to work!

Please upgrade today!